Oplev verdensarven i Danmark

Okay, det bliver så ikke denne sommer, at du og din familie rejser til Taj Mahal, Great Barrier Reef eller nogle af de andre godt 1.100 steder på UNESCOs Verdensarvsliste. Så er det jo heldigt, at I ikke behøver at forlade Danmark for at opleve kultur- og naturarv i verdensklasse. Hvad med et staycation-roadtrip, hvor I besøger den danske verdensarv?

1 Vadehavet

Hele det 500 km lange tidevandsområde, der strækker sig fra Blåvandshuk i Danmark gennem Tyskland til Den Helder i Holland, har status som verdensarv. Verdensarvsområdet dækker et samlet areal på cirka 11.500 kvadratkilometer, hvoraf 1.239 kvadratkilometer er dansk. To gange dagligt flytter tidevandet cirka en milliard kubikmeter vand. Intet andet sted i Danmark møder man så mange fugle i træktiden forår og efterår – i alt 10-12 millioner – ligesom Vadehavets varme og lave vand er vækstområde for mange af vores vigtigste fiskearter.

Bonusinfo: Vadehavet har Danmarks største bestand af spættet sæl.

I Nationalpark Vadehavet kan I også besøge: Vadehavscentret. I sig selv er Vadehavscentret et visit værd pga. udstillingerne og den spændende arkitektur. Men Vadehavscentret har bl.a. også guidede ture i Vadehavet.

2 Christiansfeld

Christiansfeld syd for Kolding blev grundlagt i 1773 på jord, som Den Herrnhutiske Brødremenighed købte af Christian 7. Herrnhuterne var dygtige håndværkere og handelsmænd, og Brødremenigheden er en kirkelig retning, der kom fra Tyskland. Alle husene i den gamle bydel er bygget af gule mursten og har røde tage, ligesom næsten alle har to etager. To parallelle lige gader med lindetræer og en grøn plads foran kirken udgør centrum.

Bonusinfo: Selvom ugifte mænd og kvinder boede kønsopdelt, var Brødremenigheden forud sin tid på andre områder. Kvinder havde plads i det ledende råd, og de fleste ledende stillinger blev besat af både en broder og en søster. Til sammenligning fik kvinder i Danmark først stemmeret i 1915.

I Christiansfeld kan I også: Spise en honningkage. Christiansfeld er kendt for sine honningkager, og I kan f.eks. besøge Brødremenighedens honningkagebageri (Xocolatl) eller Honningkagehuset.

3 Jelling-monumenterne

I 1994 blev Jelling-monumenterne optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som det første danske sted. De består af de to høje, kirken og den lille og den store runesten, som har stået der i mere end 1.000 år. Jelling-monumenterne er nationale symboler på grundlæggelsen af den danske nation og dansk identitet, fordi de for første gang i historien fortæller i både tekst og billeder om Danmark som nation og danskerne som kristne.

Bonusinfo: Det danske pas viser både Kristusfiguren, det store dyr og slangen fra den store sten i Jelling. Motivet blev valgt, fordi det er et symbol på dansk identitet, men også fordi den komplicerede struktur i mønstret gør det svært at forfalske.

I Jelling kan I også: Besøge Fårup Sø syd for byen. Den har flere cykel- og vandreruter, udlejning af vandcykler og robåde, gode fiskemuligheder og et vikingeskib.

4 Stevns Klint

Den 17 km lange og op til 41 meter høje Stevns Klint er på UNESCOs verdensarvsliste, fordi den er en af verdens mest berømte geologiske lokaliteter. Klinten er et bevis på, at en asteroide ramte jorden for 66 millioner år siden og udslettede dinosaurerne og meget andet dyre- og planteliv. Samtidig er Stevns Klint både smuk og dramatisk. På en sommerdag farver havbundens kalk havet i smukke blå farver, så det ligner en eksotisk strand, og fra toppen af klinten er der flot udsigt over indsejlingen til Øresund.

Bonusinfo: I 1950’erne huggede man et stort fæstningsværk ind i den rå kalkklippe, så klinten i dag rummer Danmarks eneste klippefæstning, Stevnsfortet. Hvis I booker billet, kan I få en guidet tur i det underjordiske fort.

Ved Stevns Klint kan I også: Besøge Geomuseum Faxe sydvest for Stevns. Museet har sammen med Sebastian Klein en stor særudstilling om dinosaurernes liv. Og I kan gå på fossiljagt i Faxe Kalkbrud.

5 Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke er opført som en gotisk kirkebygning i teglsten, og den er på Verdensarvslisten pga. bygningsværkets indflydelse på udbredelsen af teglsten i Skandinavien. Domkirken er med sine kongelige gravkapeller et monument over århundreders stilarter og giver et overblik over 800 års udvikling i europæisk arkitektur i en og samme bygning.

Bonusinfo: Før den nuværende Roskilde Domkirke blev bygget omkring 1200, stod der en kirke opført i træ af Harald Blåtand.

I Roskilde kan I også: Besøge Sagnlandet Lejre. Det er en levende historisk og arkæologisk park for hele familien med bl.a. bueskydning, ture i trækanoer og vikingehuse. Denne sommer åbner Danmarks største vikingehal, som er hele 61 meter lang.

6 Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland

 Christian 5. omdannede fra 1670 og frem de kongelige nordsjællandske jagtmarker til et parforcejagtsystem med inspiration fra den franske solkonge Ludvig 14. Landskabet i Store Dyrehave, Gribskov og Jægersborg Dyrehave og Hegn blev udformet med snorlige skovveje i et mønster af stjerner omgivet af kvadrater. Parforcejagt handlede ikke om at skaffe kød, men var et stort anlagt show, som skulle vise kongens magt og pragt. Mens kongen og gæsterne ventede et centralt sted i skoven, drev ryttere og hunde en kronhjort til udmattelse, hvorefter kongen fik æren af at dræbe den med et jagtsværd.

Bonusinfo: I 1698 skulle Christian 5. dræbe en kronhjort. Den faldt, så dens bagkrop klemte kongen, hvorefter den sparkede ham over benet. Christian 5. døde først et halvt år senere, men måtte tilbringe sin sidste tid i kørestol. Kronhjort – konge: 1 – 1!

I Store Dyrehave kan I også: Sove i telt. Skoven er en af de mere end 275 statsskove med fri teltning.

7 Kronborg

Kronborg har opnået den eftertragtede UNESCO-status, fordi slottet er et enestående eksempel på et renæssanceslot, og fordi det spillede en central rolle i Nordeuropas historie i det 16. og 18. århundrede som fæstning og kongeslot. I UNESCOs begrundelse nævnes også, at Shakespeares Hamlet menes at foregå på Kronborg.

Bonusinfo: I 1962 var slottet som militær kystudkigspost med til at skaffe informationer, der sikrede, at Cuba-krisen blev afblæst. Fra slottet så man, at fragtskibene med atommissiler returnerede til Sovjetunionen.

I Helsingør kan I også: Spise en vaffelis hos Brostræde Is. Opskrifterne på de lækre flødeis er næsten 100 år gamle.

Kilder: Slots- og kulturstyrelsen og VisitDenmark