Huskeliste til kør selv ferie

21. června 2022
Vi har samlet de ting, du skal huske, inden I drager på kør-selv-ferie.

Uanset hvor turen går hen, er det godt at være forberedt. Vi har samlet de ting, du skal huske, inden I drager på kør-selv-ferie.

Bilen

For dig betyder ferie sikkert afslapning og kvalitetstid med dine børn og din partner. For din bil betyder det hårdt arbejde. Derfor er det en god idé at sørge for, at den er klar til at yde sit bedste. Det vil sige, at du påfylder sprinklervæske, og når du nu har kølerhjelmen oppe, kan du også lige kontrollere oliestanden, så der er tilstrækkeligt med olie til den lange tur, som måske endda byder på motorvejskø og bjergkørsel. Tjek også dækmønstret, som bør være minimum 3 mm ved afgang. Dæktrykket skal være højere, når bilen er pakket, så fyld mere luft i dækkene – du kan se det anbefalede dæktryk på indersiden af brændstofdækslet.
Hvis din Škoda alligevel snart skal til service, bør du få det foretaget hos en autoriserede Škoda-servicepartner, inden du kører afsted, så bilen er helt klar til den lange tur og har Škoda Vejhjælp. Du kan også med fordel få serviceret bilens aircondition eller klimaanlæg, så køleevnen er i top.
Det kan virke som skønne spildte kræfter, men det er også en god idé at rengøre bilen grundigt indvendigt, for det gavner komforten gevaldigt at køre på ferie i en ren bil.

Pakning

Dér ligger bjerget af bagage. Og dér står din Škoda – og uanset hvor stor den er, virker det fysisk umuligt at få plads til det hele. Det er en klassisk udfordring, men det er bare ikke den optimale start på ferien at diskutere, hvem der har for meget med. Derfor: tal om det på forhånd, så der er enighed om, hvad der skal med, og tildel derefter en taske til hvert familiemedlem, som de skal pakke i.
Når du pakker, skal de tungeste ting placeres så langt nede og så langt fremme i bagagerummet som muligt. Dermed påvirker du køreegenskaberne mindst muligt. Sørg også for, at bagagen bliver placeret så langt oppe mod ryggen på bagsædet som muligt, så den ikke kurer ved en hård opbremsning. Har du tagboks på, bør du pakke lette ting i den, og her skal de tungeste ting igen være forrest.
Undgå at pakke over bagsædets højde. Det tager udsyn bagtil, og du risikerer, at ting kommer flyvende gennem kabinen ved hårde opbremsninger. Forsyninger til turen – f.eks. vand, mad og snacks og en overnatningstaske, hvis I stopper på et hotel for natten – placeres øverst, så de er nemme at komme til.

Papirer

Det kan godt være, at din ferie er en flugt fra papirarbejde, men du slipper ikke for en smule af det, før du kører udenlands. Du husker naturligvis pas, kørekort og blåt sygesikringsbevis, men du skal også have din bils registreringsattest med (kun del ét).
Hvis du ikke har en EU-nummerplade, skal du også have et DK-mærke eller –skilt på din bil. I mange lande skal du betale for at køre på motorvejen, og i nogle lande sker det med et mærke eller vignette, som du kan købe hjemmefra. Nogle byer i blandt andet Tyskland har også miljøzoner, hvor du skal have en miljømærkat eller registrere din bil i forvejen for at køre ind i byerne.
Det grønne og det røde forsikringskort, der er bevis for, at din bil er henholdsvis ansvars- og kaskoforsikret, er ikke et krav i EU-lande, men det er stadig en god idé at have dem med.

Sikkerhedsudstyr

Du har sikkert en advarselstrekant i bilen, da den er et lovkrav i Danmark. Men i mange europæiske lande er kravene til, hvilket udstyr du skal have i bilen, anderledes, og mangler det, får du rask væk en bøde. Undersøg hjemmefra, hvilke krav til udstyr der gælder i de lande, du skal besøge, så du ikke bliver overrasket.
Vær i øvrigt opmærksom på, at advarselstrekanten sikkert ligger i bunden af din bil. Sørg for at lægge den øverst i oppakningen, så du ikke skal pakke hele bilen ud i rabatten af autobahn, hvis uheldet er ude.

Børn i bilen

De mange timer i ferietrafikken er hård for chaufføren. Det er den også for de små på bagsædet, hvor den tilmed er kedelig. Sørg derfor for underholdning i form af f.eks. spil, lydbøger eller tablets samt rigeligt vand og snacks til børnene.
Vådservietter er din bedste ven, når der er børn i bilen, så hav dem altid i kabinen. Og læg tid ind til pauser undervejs, hvor hele familien kan strække benene, gå på toilettet og brænde lidt krudt af, inden turen går videre.

Seneste nyheder