Du kan nemt stirre dig blind på kW, når du sammenligner, hvor gode elbiler er til at lynlade. I stedet bør du se på, hvor lang tid det tager at oplade fra 10 til 80 procent, lyder rådet fra en ekspert i opladning.
Du kan nemt stirre dig blind på kW, når du sammenligner, hvor gode elbiler er til at lynlade. I stedet bør du se på, hvor lang tid det tager at oplade fra 10 til 80 procent, lyder rådet fra en ekspert i opladning.
Vi har været vant til at forholde os til hestekræfter, km/l, 0-100 km/t. og topfart hos biler med brændstofmotorer. Nu bliver der solgt flere elbiler end brændstofbiler, og vi skal lære nye specifikationer som batteristørrelse, rækkevidde og ladeeffekt at kende.
Netop ladeeffekten (kW) fortjener lidt ekstra opmærksomhed, når vi taler lynladning (DC-ladning) af en elbil. Altså den opladning af elbilen, som du typisk anvender, når du skal køre langt og derfor har brug at lade undervejs på en lynladestation. Sagen er nemlig, at det kan være forskelligt fra bilmærke til bilmærke – ja, endda fra elbilmodel til elbilmodel hos et bilmærke – hvordan den opladning sker i praksis.
”Det afhænger af modellens ladeprofil, men generelt er der to trends inden for lynladning. Nogle elbiler lægger ud med at lade med høj effekt, hvorefter effekten typisk falder en del, efterhånden som batteriet bliver opladet. Andre kommer ikke lige så højt op i effekt, men lader så til gengæld med en jævn effekt i længere tid,” forklarer Martin Messer Thomsen, som er uddannet ingeniør og ekspert i elbilopladning.
Ladetid mere retvisende
Det, Martin Messer Thomsen taler om, er bilens ladekurve. Nogle elbiler har en ladekurve med en høj top (peak), mens andre har en mere jævn kurve. I praksis er det det, du kan se, når du er i gang med at lynlade, og ladestanderens kW-angivelse svinger op og ned.
Han konstaterer, at én type ladekurve ikke behøver at være bedre end en anden. Men man bør være opmærksom på, at bilproducenterne først og fremmest angiver den maksimale ladeeffekt (peak), når de skriver, hvor mange kW elbilen lynlader med, og at dette peak ikke nødvendigvis afspejler, hvordan elbilen lader som helhed.
”Derfor er det faktisk mere retvisende at se på ladetiden. Heldigvis er det efterhånden blevet en standard, at bilproducenterne oplyser, hvor lang tid det tager at lade fra 10 til 80 procent,” siger Martin Messer Thomsen og tilføjer, at man så samtidig bør huske at tage batteristørrelsen i betragtning, hvis man sammenligner to elbiler.
Et eksempel på denne pointe fra Škodas egne rækker er de nye Enyaq 85 og Enyaq 85x, som begge har et batteri på 82 kWh (77 kWh netto). Enyaq 85 lader med op til 135 kW, mens Enyaq 85x lader med op til 175 kW. Men i praksis er de begge 28 minutter om at lade batteriet 10-80 procent.
10-80 procent giver mening
Martin Messer Thomsen knytter en kommentar til, hvorfor det giver god mening, når bilproducenterne vælger at angive ladetiden for 10 til 80 procent.
”Intervallet afspejler, hvordan man ideelt set lader sin elbil, hvis man vil passe godt på batteriet. Man skal så vidt muligt lade være at køre det helt tomt, inden man lader, ligesom man heller ikke bør lade til mere end 80 procent i hverdagen,” siger Martin Messer Thomsen og fortsætter:
”Desuden tager det forholdsmæssigt meget længere tid at lade de sidste 20 procent op til 100 procent. Det gælder alle elbiler, uanset hvilken peak-effekt og ladekurve de ellers har. Så når du lynlader, bør du ikke lade til 100 procent, medmindre du har brug for de sidste ekstra kilometer rækkevidde. Og så er det i øvrigt også god ladestil at stoppe ved 80 procent, så man ikke optager en ladeplads længere end højst nødvendigt.”