PLETFRIT VÆRKSTED

Du kan næsten ikke se forskel, men på den ene side af glasskydedøren er der et udstillingslokale, og på den anden side er der et værksted. Stedet er ŠKODA Næstved, der som den første ŠKODA-forhandler i Danmark fik de nye faciliteter, som alle ŠKODA-forhandlere får i løbet af 2015.

Og grunden til, at du næsten ikke kan se forskel, er, at det lyse og luftige udtryk med udstillingslokalets rene linjer går igen i værkstedet. Her er ingen snavsede fingeraftryk på væggene eller oliepletter på gulvet. Til gengæld er her god plads til, at seks biler kan blive serviceret på samme tid – uden at serviceteknikerne træder hinanden over tæerne.

For af sikre effektiviteten har de seks arbejdsområder separat værktøj, der hænger på overskuelige borde med hjul under, så serviceteknikerens tid bliver brugt optimalt – nemlig på bilen. Og for at sikre en ens og høj kvalitet, uanset hvilken ŠKODA-servicepartner du anvender, bliver specialværktøjet ens i forbindelse med ombygningen, så alle værksteder har specialværktøj af samme mærke og høje kvalitet.

Dertil kommer de højteknologiske instrumenter som for eksempel den originale ŠKODA-tester, der har direkte opkobling til fabrikken og sørger for, at din ŠKODA altid har den nyeste software installeret efter et service. Serviceteknikerne råder ligeledes over et kalibreringsanlæg, der justerer kameraer og sensorer på din ŠKODA, så for eksempel frontassistenten eller vejbane­assistenten altid er helt nøjagtig.

Det er nye tider med ŠKODAs mange moderne modeller, og de autoriserede ŠKODA-værksteder er klar til at tage godt imod dem.

“DE VED, HVAD DE LAVER”

Thomas Olsen er 41 år og optiker i Næstved. Kører i en ŠKODA Citigo fra 2013, der er til service.

Det er ret genialt, at man kan se ud i værkstedet fra udstillingslokalet og også gå derud, hvis man vil. Det sender et signal om, at de står ved deres arbejde og ikke er bange for at vise, hvad de kan.

Samtidig er der ingen oliepletter, og det flyder ikke med ting. Tværtimod er her rent og pænt. Det oser af, at de ved, hvad de laver. Jeg er helt sikker på, at min ŠKODA er i trygge hænder her.

Da jeg kom til service med min Citigo, fik jeg en dialogmodtagelse, hvor bilen blev gennemgået med mig, inden service gik i gang. Det var godt at være med til at se op under min ŠKODA. Servicerådgiveren kunne også fortælle nogle ting, som jeg ikke var klar over. For eksempel havde jeg aldrig tænkt over, hvor reparationssættet til punktering sidder. Det ved jeg nu.

“DET ER TEKNOLOGISK OG PROFESSIONELT”

Line Dahl Larsen er 34 år og børnefysioterapeut fra Næstved. Kører en ŠKODA Citigo fra 2012, der skal have skiftet dæk.

Det er første gang, jeg har været ude i værkstedet, hvor der tydeligvis er tænkt over, at der skal være nogle gode rammer. For eksempel er der meget plads rundt om bilerne, så mekanikerne kan komme til. Det overraskede mig, hvor rent det er. Det er næsten sterilt.

Og så er det meget professionelt og teknologisk. Der er mange computerskærme i forhold til, hvad man skulle tro om et værksted. Men det viser bare, at værkstedet følger med udviklingen, og bilerne har jo også en hel computer indeni. Sidste gang fik min Citigo en opdatering, da jeg var herinde i anden anledning. Så havde jeg den nyeste software.

Man kan holde øje med bilen gennem glasset, men det gør jeg ikke. Jeg har fuld tillid til mekanikerne, så det har jeg ikke behov for.