Alle Škodas modeller har topkarakter hos Euro NCAP. Men hvad betyder det for dig, din familie og dine medtrafikanter? Vi ser nærmere på de crashtests, der gennem årene har reddet mere end 78.000 menneskeliv.

1.800 biler smadret

Det var i 1997, at Euro NCAP udførte den første crashtest ved at køre en bil ind i en barriere og analysere skaderne. Siden da er flere end 1.800 biler blevet smadret i sikkerhedens tjeneste, der er offentliggjort mere end 630 bedømmelser, og Euro NCAP anslår, at bilproducenternes stræben efter stjernerne – og dermed øget sikkerhed – har reddet mere end 78.000 liv. I dag har 9 ud af 10 biler, som sælges på det europæiske marked, en bedømmelse fra Euro NCAP. Deriblandt er Škodas modeller, som alle har opnået de maksimale 5 stjerner. Kravene til sikkerheden – og dermed til at opnå topkarakter – bliver løbende skærpet, efterhånden som bilerne bliver bedre og bedre. Dermed er en ny model som regel mere sikker end en ældre, selvom de begge har opnået topkarakter på det tidspunkt, hvor de er testet. Desuden dækker den samlede stjerneangivelse over fire kategorier, som hver indeholder en række test. Dem ser vi nærmere på her.

Beskyttelse af voksne

En bil kan blive involveret i en ulykke på uendelig mange måder, men nogle er hyppigere og mere farlige end andre. F.eks. forårsager frontalkollisioner ifølge Euro NCAP flere dødsfald end alle andre ulykker. Euro NCAP tester på to måder. I den ene crashtest rammer 40 % af fronten en barriere med 64 km/t. Det simulerer, at to biler med samme vægt kører ind i hinanden med 50 km/t. I den anden test kører hele bilen frontalt ind i en barriere med 50 km/t. En bil kan også blive ramt fra siden eller ramme noget med siden. Det bliver testet med en sidekollision, hvor en slæde, der simulerer en anden bil, rammer med 50 km/t. Dertil kommer pæletesten, hvor bilen rammer en stålpæl med siden med 32 km/t. Fælles for crashtestene er, at de ser på, hvor god bilen er til at modstå en kollision, til at absorbere de voldsomme kræfter og til at beskytte crashtestdukkerne med bl.a. airbags. Det er også dukker, som lægger nakke til en test af piskesmældsbeskyttelsen, og derudover bliver frontassistentens evne til at nødbremse bilen automatisk ved bykørselhastighed afprøvet, så den ikke rammer en forankørende bil.

Beskyttelse af børn

Euro NCAP har særligt fokus på, hvor godt bilen beskytter børn ved en frontalkollision og ved en kollision fra siden. Crashtestdukker simulerer to børn på 6 og 10 år, som sidder i en barnestol eller på et barnesæde. Desuden belønner Euro NCAP biler med Isofix-forberedelse (som alle Škodas modeller har), da standarden giver en nem og sikker fastgørelse af barnestole og barnesæder. Euro NCAP tester også i praksis, om det er nemt at installere en række anerkendte barnesæder på de egnede pladser i bilen. Man anbefaler i øvrigt, at barnestole bliver placeret omvendt – altså modsat kørselsretningen – for maksimal sikkerhed. Derfor er det også med på Euro NCAPs tjekliste, om man kan deaktivere passagerairbaggen, hvis man placerer et barnesæde på passagersædet foran. Den mulighed for deaktivering har alle Škoda.

Beskyttelse af bløde trafikanter

Ifølge Euro NCAP involverer cirka 14 procent af alle trafikulykker i Europa fodgængere, og næsten halvdelen af alle dødsfald i trafikken er fodgængere, cyklister eller motorcyklister. Dermed er der al mulig grund til at se på, hvor god en bil er til at beskytte 'de bløde trafikanter' med f.eks. en front, der absorberer energien ved sammenstød. Euro NCAP tester skaderne på både hoved, hofte/lår og underben ved en kollision med 40 km/t. på dukker, der simulerer henholdsvis et barn og en voksen. Euro NCAP tester også, hvor god en frontassistent med fodgængerbeskyttelse er til at undgå kollision – både Octavia, Karoq og Kodiaq har frontassistent med udvidet fodgængerbeskyttelse. Fra og med 2018 er man desuden begyndt at teste frontassistentens evne til at undgå kollision med en cyklist.

Sikkerhedssystemer

Biler får flere og flere sikkerhedsassistentsystemer, og dem ser Euro NCAP også på. Nogle systemer bliver med tiden obligatorisk standardudstyr, mens nye kommer til. F.eks. er Euro NCAP stoppet med at interessere sig for ESC-antiudskridningssystemet, fordi det er et lovkrav til alle nye biler på det europæiske marked. Til gengæld bliver frontassistentens evne til automatisk at nødbremse bilen flittigt testet. Både Fabia, Octavia, Superb, Karoq og Kodiaq har en frontassistent, som fungerer ved både bykørsel og højere hastigheder, mens Citigos nødbremsesystem (City Safe Drive) alene er møntet på bykørsel. Euro NCAP belønner også biler med vognbaneassistent, der griber ind, hvis bilen umotiveret forlader sin bane, ligesom der er point for Blind Spot Detect, der holder øje med biler, der kommer bagfra. Octavia, Superb, Karoq og Kodiaq kan fås med de systemer, mens Fabia kun kan fås med Blind Spot Detect. Euro NCAP vurderer desuden systemer som f.eks. vejskiltegenkendelse, advarsel ved overskridelse af en forudindstillet hastighed og hastighedsbegrænser. Sidst, men ikke mindst bliver det tjekket, om bilen har selealarm. Trods alle de hypermoderne sikkerhedsassistentsystemer er den gode, gamle sikkerhedssele stadig det vigtigste sikkerhedsudstyr! Alle Škodas modeller har selealarm.