5 tiltag for mindre CO2 og mere genbrug

23. září 2022

Škoda har lanceret sin ‘NEXT LEVEL – ŠKODA STRATEGY 2030’, som skal reducere udledningen af drivhusgasser og øge genbruget. Bl.a. opstiller Škoda vindmøller, og udtjente elbilbatterier skal lagre energi hos mange europæiske Škoda-forhandlere. Her får du fem fokusområder i strategien.

1 Fabrikker uden udledning af drivhusgasser

Senest i 2030 skal det være helt slut med, at Škoda-fabrikkerne i Tjekkiet udleder drivhusgasser. 

 

2 Vindmøller og solceller

Škoda vil gøre fabrikkerne CO2-neutrale ved at reducere energiforbruget og anvende vedvarende energi. F.eks. kommer 90 procent af den el, som fabrikken i Kvasiny bruger, fra vedvarende energi. Škoda er med til at opstille vindmøller i Moravice-Melč i Tjekkiet, og fabrikken i Mladá Boleslav er ved at få monteret Tjekkiets tredje største tag-solcellepark, som skal producere mere end 2 mio. kWh om året. Det er ikke kun nationale tiltag, som skal reducere Škodas samlede CO2-aftryk. Škoda er f.eks. også involveret i etableringen af en vindmøllepark i Finland, som skal kunne producere el svarende til forbruget i 150.000 hjem.

 

3 Genbrug af materialer

EU kræver, at 85 procent af en nyproduceret bils vægt skal kunne genanvendes. Som en del af Volkswagen-gruppen har Škoda sat et endnu mere ambitiøst mål, nemlig 95 procent. Stål og aluminium bliver smeltet om og genanvendt i nye karrosserier, og bilruder bliver til nye bilruder eller glasfiberisolering i bilen. Men genbrug kan også være materialer, der ikke stammer fra en bil. Som når du f.eks. kan få Enyaq iV og den nye Karoq med sædebetræk, der består af op til 70 procent, genbrugte plastikflasker.

 

4 Batterilagre hos europæiske Škoda-forhandlere

Ultimativt vil batterierne i Škodas elbiler og plug-in-hybridbiler blive skilt ad, så værdifulde råstoffer som f.eks. litium udvindes og genanvendes i nye elbilbatterier. Men inden da vil Škoda give batterierne et liv mere som store batterilagre (forestil dig gigantiske powerbanks) hos mange Škoda-forhandlere i Europa. Dér vil de kunne lagre strøm, når der er overskud af el fra f.eks. vindmøller i energinettet (og den er billigst), eller lagre overskudsproduktionen, hvis forhandlerne har solceller. Den lagrede strøm kan f.eks. bruges til at oplade elbiler. Škoda vil bygge 4.000 af disse energilagre.

 

5 Nye materialer

Škodas nye strategi handler ikke kun om genbrug af materialer. Man vil også udvikle nye materialer. F.eks. arbejder Škoda på at lave et nyt kompositmateriale, som består af plastik og sukkerroefibre, hvor sidstnævnte er et biprodukt fra produktionen af sukker på sukkerroefabrikken i Dobrovice i Tjekkiet. Af andre naturmaterialer, som Škoda forsker i at anvende, kan nævnes risskaller, hamp, kork og fibre fra kokosnødder.

 

Seneste nyheder