Ud af bilen og op på cyklen! Škodas engagement i BørneTour handler ikke kun om glæden ved cykelsport. Det handler også om at give børn og unge gode cykelvaner i hverdagen, forklarer Thomas Bruun Nielsen, direktør for Škoda Danmark
Ud af bilen og op på cyklen! Škodas engagement i BørneTour handler ikke kun om glæden ved cykelsport. Det handler også om at give børn og unge gode cykelvaner i hverdagen, forklarer Thomas Bruun Nielsen, direktør for Škoda Danmark
I Danmark er vi vant til at brande os som et af verdens mest cykelglade folkefærd. Den cykelglæde så vi i sommeren 2022 på de danske veje, hvor opbakningen til Tourens start var uovertruffen. Alligevel følger det ikke helt med, hvad angår brugen af den tohjulede i hverdagen.
Tal fra 2021 viser, at antallet af cyklede kilometer per dag hos de 10-17-årige er faldet med knap 25 % de sidste 10 år. Det er problematisk, for det er jo netop som ung, at man får indarbejdet de gode cykelvaner. Og når vi bruger så mange midler på cykelvenlige byer, skal vi jo også have cyklisterne med i fremtiden.
Vi er glade for den flotte opbakning til Škoda BørneTour i 2023, som bød på cykeloplevelser for børn og unge i hele landet. Hele 73 % af de adspurgte deltagere svarer, at BørneTour har givet dem mod på at bruge cyklen mere i hverdagen – et utroligt flot resultat, som vi er stolte af. Vi gentager succesen i 2024, hvor Škoda BørneTour ruller gennem landet fra april til september for fortsat at sætte fokus på at få børn og unge op på cyklen.
Den tohjulede fyldte meget i min barndom i alt fra transport til skole og fritidens eventyr, og jeg tror, at vi skal huske at give de samme gode vaner videre til vores børn, og her må jeg tage mig selv som gidsel.
For selvom vi lever af at sælge biler, har vi alle et ansvar for at vise cyklen som førstevalget for vores børn og unge og derigennem være det gode forbillede både som privatperson, såvel som virksomhed. Det er et nemt skridt mod mere sundhed, livsglæde og et bedre klima.
I sidste ende tror jeg også, at problemet kan adresseres på flere måder, end at det nødvendigvis er børnene, der skal cykle mere. Det er også forældrene, som skal køre mindre i bil. Undersøgelser viser, at kun hvert femte barn bruger cyklen på vej i skole, og at hvert andet barn mellem 6 og 7 år bliver kørt i skole. Der er selvfølgelig dage, hvor det hele skal gå op med logistikken, men det er en bjørnetjeneste, hvis børnene ender på bagsædet hver eneste dag.
Bilen er blevet danskernes foretrukne transportmiddel, er en formulering, der er blevet benyttet af Vejdirektoratet. Det betyder selvfølgelig noget for os som virksomhed, men det er ikke vores målsætning at udskifte cyklen – tværtimod. Vi ser ikke de to typer transportmidler som konkurrenter. Det hele skal hænge sammen i min verden – begge er midler til en sjovere og nemmere hverdag. Her kan initiativer som børnecykelløbet BørneTour sætte fart på den udvikling, som vi gerne vil være en del af.
Så lad os benytte årstiden og de lyse morgener til at pumpe luft i nye vaner og skifte gear, hvad angår de daglige cykelture.
Et børnecykelløb, der bringer cykelglæde rundt i hele landet.