5 Tips til anhænger

FREM MED ANHÆNGERTRÆKKET!

Sommerhalvåret er havetid, byggetid og campingtid – og dermed også anhængertid. Hvad enten det er første gang, du spænder noget på krogen, eller om du har rutine som en anden lastbilchauffør, er det en god ide at huske tommelfingerreglerne.

TJEK DIT KØREKORT

Med et helt almindeligt Kategori B kørekort må du køre med en anhænger med en tilladt totalvægt på op til 750 kg – det vil sige en anhænger, der inklusive last vejer maks. 750 kg. Du må også køre med en anhænger, der har en tilladt totalvægt på mere end 750 kg, men kun så længe totalvægten for bil samt anhænger i alt ikke overstiger 3.500 kg. Hvis du skal køre med et læs eller en anhænger, der får bilens og anhængerens samlede vægt til at overskride 3.500 kg, skal du have et Kategori BE- eller B+-kørekort. Med et Kategori BE-kørekort må du køre med en samlet totalvægt på maks. 7.000 kg. Kategori B+-kørekortet er en relativt nyt type kørekort fra 2013. Med det må du køre en bil samt anhænger, der har en samlet totalvægt på maks. 4.250 kg.

TJEK DIN BIL

Nu da du har styr på dine egne papirer, er det tid til at se på din bil. For du kan have lov til at køre med alle de tons, det skal være, men hvis din bil ikke er godkendt til at trække vægten, kan det være lige meget. Du kan se i bilens registreringsattest, hvor meget den er godkendt til at trække. Punktet hedder 'størst tilladte totalvægt for påhængskøretøjet'. Det bliver i daglig tale også kaldt koblingsvægt. Du kan godt komme ud for, at din bil ikke er godkendt til lige så mange kg, som dit kørekort giver dig lov til at køre med. F.eks. må du som skrevet ovenfor altid sætte en anhænger med en tilladt totalvægt på op til 750 kg. Men hvis din bil kun er godkendt til 600 kg, må du kun laste anhængeren til en reel totalvægt på 600 kg. Hvis du har taget dit kørekort før 1. maj 2009, og hvis din bils tilladte totalvægt og koblingsvægt ikke til sammen overstiger 3.500 kg, må din anhænger gerne have en højere tilladt totalvægt end 750 kg – så længe anhængerens reelle totalvægt ikke overstiger bilens koblingsvægt, naturligvis. Den regel gælder dog kun, når du kører i Danmark. Nej, ingen sagde at det skulle være nemt.

TJEK DIN ANHÆNGER OG VÆGTFORDELING

Når du sætter din anhænger på din bil, skal du sikre dig, at den sidder rigtigt og godt. Det gør den, når tilkoblingen er nede over dit anhængertræk og håndtaget på traileren er vandret. Har din anhænger en sikkerhedswire, skal den fastsættes i hullet ved anhængertrækket. Tjek også, at alle lygter, lys og reflekser virker og er hele, samt at dækkene ikke er blevet møre henover vinteren. Lasten skal være forsvarligt fastgjort, og vægten skal fordeles jævnt. Laster du anhængeren uhensigtsmæssigt, øger det risikoen for, at den begynder at slingre. Det ideelle er, at anhængeren trykker på din bils anhængertræk med 50 kg eller 5 procent af totalvægten. Det kan du undersøge ved at køre anhængerens lille, forreste hjul, også kaldet næsehjulet, op på en badevægt. Husk i øvrigt at løfte næsehjulet helt op, inden du kører.

TJEK FOR LANG OG BRED LAST

Anhængeren må maks. være 70 cm bredere end din bil – dog maks. 255 cm. Anhængerens bredden opgøres inklusive last, der rager ud over siden på anhængeren, og bilens bredde opgøres eksklusiv bilens sidespejle. Hvis lasten er en meter eller derover længere end anhængeren, skal du markere den, og det samme gælder, hvis lasten går 15 cm eller mere ud over siden på anhængeren. Om dagen markerer du med f.eks. en hvid klud, og i mørke markerer du med en rød lygte på det bageste af lasten og en hvid lygte på det forreste.

TJEK FARTGRÆNSERNE

Nu, hvor du har styr på, hvad du og din bil må spænde bagpå, at anhængeren er korrekt påsat, samt at lasten er forsvarligt læsset, fordelt og eventuelt markeret, er det tid til at komme ud på vejene. Husk i den forbindelse, at fartgrænserne er anderledes. I byen må du køre 50 km/t. eller op til 70 km/t. hvis det er tilladt. På landevejen må du køre op til 70 km/t., og på motorvejen må du køre 80 km/t. – med mindre der bliver skiltet en lavere hastighed, naturligvis. Du kan også få en Tempo 100-godkendelse, der giver dig lov til at køre 100 km/t. på motorvejen og 80 km/t. på landevejen. Det kræver, at din anhænger og måske også din bil bliver godkendt til det.