SUPERB iV er ŠKODAs første plug-in-hybridbil

ŠKODA SUPERB iV giver mulighed for at køre på el i dagligdagen og på benzin på de lange ture. Rækkevidden på el alene er 55 km.

Ligesom CITIGOe iV er ŠKODAs første elbil, er SUPERB iV ŠKODAs første plug-in-hybridbil. Drivlinjen består af en 1.4 benzinmotor med 115 kW (156 hk) og en elmotor med 85 kW (116 hk). Når de to bliver kombineret, er der hele 160 kW (218 hk) og 400 Nm til rådighed, mens den gennemsnitlige CO2-udledning er under 40 g/km. Gearkassen er en 6-trins DSG automatgearkasse.

Batteriet er et litium-ion-batteri med en kapacitet på 13 kWh, som giver SUPERB iV en rækkevidde på el alene på 55 km efter den nye og realistiske WLTP-norm. Kombineret med benzin-motoren er rækkevidden 850 km. Batteriet kan oplades i løbet af en nat i en stikkontakt, mens det tager 3 timer og 30 minutter med en ladeboks hjemme med 3,6 kW via et Type 2-stik. Plug-in-hybridbiler kan ikke hurtiglades.

Man kan vælge mellem tre køreindstillinger: E-mode, Hybrid-mode og Sport-mode. I E-mode kører man udelukkende på el, i Hybrid-mode sørger SUPERB iV selv for det optimale miks af kørsel på el og benzin med et så lavt forbrug som muligt, mens man i Sport-mode giver den gas med alle 218 hk og 400 Nm.

Ligesom en elbil regenererer SUPERB iV energien, når man fjerner foden fra speederpedalen eller træder på bremsepedalen. På den måde kan den opsamle op til 30 procent af den energi, som bruges til eldriften. SUPERB iV har også en funktion, hvor man kan lade benzinmotoren oplade batteriet. Det er ikke en økonomisk måde at oplade batteriet på, men den giver f.eks. mening, hvis man har kørt et langt stræk ved hjælp af brændstofmotoren og ankommer til en by, hvor man vil køre på el.

Batteriet er placeret over bagakslen bag bagsædet, så SUPERB iV tilbyder den sædvanlige overdådige benplads ved bagsædet. Til gengæld er bagagerumskapaciteten i SUPERB iV mindre – nemlig 485 liter som hatchback og 510 liter som stationcar. Til sammenligning har den almindelige SUPERB henholdsvis 625 liter og 660 liter.

Hvad SUPERB iV ikke har i bagagerumsplads, har plug-in-hybridmodellen til gengæld i standardudstyr. Således har SUPERB iV bl.a. et Amundsen infotainmentsystem med navigation og 8” skærm, som også kan vise batteristatus og rækkevidde på el.

Det kan man også se på ŠKODA Connect appen, hvor man også kan fjernstyre temperaturen i kabinen, så den på forhånd er dejlig kølig på en varm sommerdag eller dejlig varm på en kold vinterdag – og uden is på ruderne. Tilsvarende kan man også indstille en daglig timer med den ønskede temperatur, og når SUPERB iV er sat til opladning, sker kølingen eller opvarmningen uden at bruge strøm fra batteriet.