Hvordan oplader jeg en elbil?

Det er lige så enkelt at oplade en elbil og plug-in-hybridbil fra ŠKODA som at oplade en mobiltelefon: Du sætter et stik i din elbil eller plug-in-hybridbil, og så går den i gang med at oplade batteriet. Dog er der flere stik, som du skal vænne sig til at bruge:

Opladning af ŠKODAs elbiler og plug-in-hybridbiler

Type-2: Det stik bruger du, når du oplader elbilen eller plug-in-hybridbilen med en ladeboks derhjemme eller ved en ladestander på gaden. Både elbiler og plug-in-hybridbiler fra ŠKODA har Type-2-stik.

CCS: CCS står for Combined Charging System og er det stik, du bruger, når du skal hurtig- eller lynlade elbilen på en hurtigladestation eller lynladestation Opladning med 40-50 kW DC bliver betegnet som hurtigladning, mens opladning med 100 kW DC og derover er lynladning. Som navnet antyder, er det et dobbeltstik, hvor Type-2-stikket indgår.

Elbilen ŠKODA ENYAQ iV kan både oplade med almindelig hastighed, hurtiglade og lynlade og har derfor både Type-2 og CCS. Plug-in-hybridbiler kan ikke hurtiglade, og derfor har OCTAVIA Coupé iV, OCTAVIA Combi iVSUPERB iV og SUPERB Combi iV kun Type-2.

Opladning med nødkabel

Når du køber en elbil eller plug-in-hybridbil, medfølger der som regel et nødkabel. Det er også kendt som et ‘mormorkabel’, fordi du kan bruge det til at lade elbilen eller plug-in-hybridbilen, når du er på besøg hos din mormor – eller en anden bedsteforælder – som jo næppe har en ladeboks til en elbil.

Et nødkabel har Type-2-stik i den ene ende – det stik, som du sætter i elbilen eller plug-in-hybridbilen ¬– og et Schuko-stik i den anden ende, som du sætter i stikkontakten. Altså et almindeligt stik med jord, som du kender fra f.eks. en opvaskemaskine.

Nogle vælger at oplade elbilen eller plug-in-hybridbilen hjemme med nødkablet i stedet for at få en ladeboks. Det er ikke en god løsning. For det første er det ikke sikkert, at husets elinstallationer er dimensioneret til det, så de risikerer at blive overbelastet. For det andet har et nødkabel et større ladetab. Altså er det forholdsmæssigt dyrere at lade elbilen eller plug-in-hybridbilen op med nødkablet. Og for det tredje tager det betydeligt længere tid at lade med kun 2,3 kW fra en stikkontakt.

Hvis en almindelig husholdningsstikkontakt anvendes til opladning, bør installationen ikke belastes med mere end 6 A i over 2 timer. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler generelt at undgå daglig opladning via mode 2-ladekabler, når kablet tilsluttes almindelige boligstikkontakter. Man skal i stedet få etableret en vægmonteret ladeboks, eller alternativt kan opladning ske via mode 2-ladekabel med en industristikprop, som er egnet til længerevarende høje belastninger. Læs mere på www.sik.dk.


Andre typer af stik
CCS er den europæiske standard for hurtigladning, men der findes også andre typer af stik. Det har ingen betydning for dig i hverdagen, hvor du som udgangspunkt vil oplade hjemme med en ladeboks, hvis du bor i hus eller rækkehus, eller ved en ladestander, hvis du bor i lejlighed i byen. De andre stiktyper møder du, når du oplader elbilen ved en hurtigladestation, som har flere forskellige stik – lidt ligesom en benzinstander har pistoler til benzin med forskellige oktan og diesel. F.eks. er CHAdeMO den japanske standard for hurtigladning. Men hvor du godt kan komme til at fylde forkert brændstof på en bil, kan du ikke lade din elbil forkert op.