Oplev Danmark på to hjul

22. května 2023
Vi har 75.000 km veje i Danmark, og størstedelen er landeveje, som bringer dig og din familie gennem smuk natur og hyggelige byer.

Vi har 75.000 km veje i Danmark, og størstedelen er landeveje, som bringer dig og din familie gennem smuk natur og hyggelige byer. De fleste ture kan I køre bil, men hvad med at bytte de fire hjul ud med to og tage på cykelferie? Kom ned i tempo og få pulsen lidt op – sådan kan Danmark også opleves!

 

Hvad laver man på en cykelferie?

Nyder turen, naturen og samværet! Ligesom med vandring er det turen fra A til B, som er den primære oplevelse. Selvfølgelig kan I se turistattraktioner på jeres vej, men udnyt gerne muligheden for at komme lidt væk fra det traditionelle Sommerdanmark.

 

Hvordan planlægger man ruten?

Det kan I gøre online. På denmarkbybike.dk finder I cykelruter geografisk opdelt, ligesom I kan planlægge jeres egen rute. Derefter kan I synkronisere med Naviki-appen (cykelnavigation) og lade den guide jer. En anden mulighed er Bike & Stay DK-appen, som viser ruter, campingpladser og vandrehjem.

 

Hvor overnatter man på en cykelferie?

Det kan I gøre hos familie og venner, på shelter- og teltpladser, i statsskove med fri teltning eller på campingpladser, vandrehjem, kroer, bed and breakfast og hoteller. Primitivt eller komfortabelt – eller en kombination – er helt op til jeres temperament og pengepung.

 

Hvad kræver det af cyklen?

Der findes komfortable turcykler, som er konstrueret til langture med oppakning, men I kan fint starte med jeres hverdagscykler og eventuelt opgradere dem med punkteringsbeskyttede dæk – eller lære at lappe et dæk, hvis I ikke allerede mestrer det. Spørg gerne cykelsmeden til råds, for det er nemlig også en god ide at få gennemgået, smurt og efterstrammet cyklerne inden de mange kilometer med oppakning.

 

Hvad kræver det af grej?

Det afhænger af, hvordan I vil overnatte, og hvordan I vil spise. Jo mere primitivt, desto mere grej. Det bør I gøre op med jer selv, inden I tager afsted. For selvom telt, soveposer, liggeunderlag og eventuelt stormkøkken giver fleksibilitet, er det ekstra vægt og afgørende for, om I kan klare jer med bagagebærere og cykeltasker eller desuden skal trække en cykelanhænger. Sidstnævnte er selvfølgelig et must, hvis I tager på cykelferie med små børn. Større børn cykler selv og kan transportere lette ting som trøjer og regntøj. Styrtasker kan bruges som cykeltasker til børn. Cykeltasker fås i alle kvaliteter og prisklasser, men lån gerne eller køb brugt, hvis det er første cykelferie. Mountainbikeshorts med polstring er et godt alternativ til cykelshorts, hvis man ikke er fan af det tætsiddende look.

 

Hvad er en god cykelferie for nybegyndere?

Det er cykelferie, hvor I sover indendørs, så I ikke skal transportere telt etc. Dels er det enklere både før og under turen, dels kræver det mindre oppakning og mindre trampen i pedalerne. Regn med at kunne tilbagelægge cirka 50 km om dagen og halvdelen, hvis I har mindre børn med. Som nybegyndere er det også rart med start og slut samme sted – eventuelt fra eget hjem første gang – så det ikke bliver for logistisk bøvlet. Kører I i bil til cykelferiens start/mål, kan en cykelholder til montering på tagbøjler være et supplement til en cykelholder på anhængertrækket. Alt i alt handler det om at planlægge og få en god cykelferie uden for mange udfordringer første gang, så det bliver en dejlig oplevelse for hele familien.

5 ruter til cykelferien

1. Bornholm rundt (105 km)

Danmark har et netværk af cykelruter på 3.500 km, som består af 11 nationale cykelruter. De forbinder alle dele af landet fra syd til nord og fra øst til vest. Den korteste af dem er Bornholm rundt med sine 105 km. En af de smukkeste cykelruter starter umiddelbart nord for Hasle og fører til den idylliske fiskerlandsby i Helligpeder på tidligere flugtveje, nedlagte jernbanelinjer og skovstier.

 

2. Gedser - Helsingør (290 km)

Den danske del af den internationale langdistance-cykelrute Berlin - København dækker over 290 km af Danmarks baltiske kyst. Slotte og herregårde gør rejsen til en rejse gennem tiden, hvor Kronborg er kronen på værket.

 

3. Fjordstien (275 km)

Fjordstien er en rute langs Roskilde Fjord og Isefjord, hvor I oplever fjordlandskabets geologi, historie, kultur og natur. Det meste af ruten er asfalteret, men I kommer også til at køre på mark- og skovveje. Langs Fjordstien er der anlagt primitive naturlejrpladser, hvor I kan overnatte.

 

4. Langeland Rundt (153 km)

Denne rute tager jer hele vejen rundt på Langeland. Der er kilometervis af smuk natur og mange idylliske byer undervejs, hvor I kommer forbi Rudkøbing, Tranekær, Lohals, Spodsbjerg og helt ned til Gulstav Mose.

 

5. Grænseruten (130 km)

Grænseruten er en tematisk cykelrute, der fortæller historien om den dansk-tyske grænse. Den 130 km lange cykelrute fra Vadehavet til Flensborg Fjord krydser den historiske grænse 13 steder. På de idylliske veje kan I opleve marskens vidder, indlandsklitter og hede, skovområder samt Kruså Tunneldal fra istiden. Kilde: VisitDenmark

Seneste nyheder