Deltager du i årets Tour de France-quiz? Det gjorde Michael Thorsager sidste år og vandt en Škoda Enyaq i et helt år. Nu er der installeret ladeboks i huset i Rødovre, og familiens næste bil bliver højst sandsynligt en elbil.
“Jeg har ikke lyst til at aflevere min Enyaq”
Timingen kunne ikke være bedre. 59-årige Michael Thorsager havde i et stykke tid undersøgt bilmarkedet, fordi han vil udskifte sin Nissan Qashqai fra 2017.
”Faktisk var det årsagen til, at jeg deltog i Tour de France-quizzen. Jeg så konkurrencen på Škodas hjemmeside, da jeg kiggede på biler. Efter jeg deltog i quizzen, glemte jeg faktisk alt om den – indtil jeg blev ringet op af Škoda, som sagde jeg havde vundet hovedpræmien: en valgfri Škoda i ét år. Og da jeg netop var nysgerrig på elbiler, var det oplagt at prøve Enyaq,” siger Michael Thorsager.
Har fået egen ladeboks
Den store glæde fik dog følgeskab af en lille bekymring.
”Jeg fik bilen i august, og det var jo på det tidspunkt, at elpriserne stak helt af. Jeg undersøgte, hvad det ville koste at lade rundt omkring ladestandere og endte med at få installeret vores egen ladeboks derhjemme. Så vi har den, hvis det bliver en elbil næste gang. Nu er det meget billigere end vores benzinbil. Jeg oplader, når ellen er billigst om natten, og kan næsten fylde batteriet helt for 100 kr. Det kan benzinbilen ikke konkurrere med,” siger Michael Thorsager.
Ferie i Tyskland
I hverdagen har Enyaq’en været vikar som pendlerbil til Dansk Retursystem i Taastrup, hvor Michael Thorsager er produktudvikler, men familien har også været på længere ture, hvoraf den længste gik til Schwerin i Nordtyskland.
“Navigationsanlægget anviser, hvor man kan lade undervejs. Derudover benyttede jeg forskellige apps for at se, hvor det var billigst at lade, og om ladepladsen var ledig. Det kræver lidt jonglering med de apps, men grundlæggende var det ret uproblematisk at lade i udlandet,” siger Michael Thorsager.
Sidder fantastisk
Jo flere kilometer han har kørt i Enyaq, desto mere begejstret er han blevet for Škodas elbil.
“Det er en stor bil med masser af plads. Jeg sidder fantastisk i førersædet og har et godt udsyn til trafikken. Samtidig er jeg ret vild med interiøret, som både har et flottere design og langt bedre kvalitet end i de elbiler, som jeg ellers har set på,” siger Michael Thorsager og tilføjer:
“Jeg kan også lide det udvendige design. Enyaq ligner en rigtig bil og er ikke så futuristisk at se på, som nogle elbiler er.”
Svært farvel
Lige nu går han og overvejer, hvad der skal ske, når Enyaq’en skal returneres i august.
“Jeg hælder til, at vores næste bil skal være en elbil, for det er bare en dejlig måde at køre bil. Accelerationen i en elbil er uovertruffen – det er det tætteste, man kommer på at flyve uden at lette,” siger Michael Thorsager og tilføjer:
“Jeg har ikke lyst til at aflevere min Enyaq.”