PODCAST ANBEFALING - FORKÆL DIG SELV PÅ TUREN

DEN SJOVE

Anders & Anders

Partnerskabet mellem Anders Breinholt og Anders Lund Madsen startede med De Sorte Spejdere på P3 for efterhånden mange år siden, og nu er de sammen igen med podcasten Anders & Anders. Podcasten handler grundlæggende om, at Anders Lund Madsen og Anders Breinholt taler sammen, besøger et sted og/eller har gæster med. Det lyder ikke sjovt i sig selv – men kender man de to herrer, ved man, at det er det.

De har bl.a. ladet sig vakuumpakke i latex, forsøgt sig med astronauttræning i USA og været på tour med Lukas Graham. Der kommer et nyt afsnit cirka hver uge, og Anders & Anders startede i september sidste år, så der er allerede et godt bagkatalog at fornøje sig med.

DEN UTROLIGE

Third Ear x Politiken

Nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Og når det sker, danner det grundlaget for historierne i podcasten Third Ear. I knapt 60 afsnit har podcasten fundet og fortalt de mest fantastiske og utrolige historier om bl.a. tyveriet af Guldhornene, serie-svindleren Kasper Rieper-Holm, ubådsjagt, syrienskrigere, Scientology og rejser til Mars.

Ikke nok med at historierne er utrolige – de er også mesterligt fortalt og produceret. Podcasten startede i 2009, og i dag bliver den udgivet i samarbejde med Politiken. Der er et stort bagkatalog – til gengæld går der ofte lang tid mellem nye udgivelser.

DEN MORDERISKE

Serial, sæson 1

Den måske mest hørte podcast nogensinde (80 mio. downloads) er historien om en 18 år gammel mordsag fra Baltimore i USA. Første sæson blev sendt i 2014, og i 12 afsnit tager værten, Sarah Koenig, lytterne i hånden og fortæller om hendes egen undersøgelse af mordet på en 18-årig kvinde samt den efterfølgende retssag mod hendes daværende kæreste, Adnan Syed, som blev idømt livstid for mordet.

Podcasten stiller flere spørgsmål end den giver svar, og jo mere man lytter, desto sværere bliver det at vurdere, om Adnan Syed er skyldig eller sidder i fængsel for noget, han ikke har gjort. Podcasten medvirkede til, at han får sin sag prøvet igen. Serial er en amerikansk podcast og er derfor på engelsk.

DEN KÆRLIGE

I seng med NOVA

Kærlighed, parforhold, samliv og sex er i centrum i denne podcast fra Radio NOVA, hvor radiovært Christina Sander får assistance fra Camilla Kjems, der er chefredaktør på Femina, og Lasse Bauer, der er coach og samlivsekspert. I fællesskab diskuterer de emner som parforhold og tanken om den eneste ene.

Der er mulighed for, at både kvinder og mænd bliver klogere, men det er nok bedst, at der ikke er børn i bilen, når du sætter den på. Der er cirka 20 afsnit at kaste sig over, og der kommer nye afsnit cirka hver 14. dag.

DEN KLOGE

Kongerækken

Hvis du ikke fik lært den danske kongerække som alle os andre (host-host), er der hjælp at hente i denne podcast. Her gennemgår journalist Anders Olling og historiker Hans Erik Havsteen den danske kongerække. Hver regent har et afsnit lige fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II. Det lyder lidt tørt , men det er det slet, slet ikke.

Udover at blive klogere på hvert enkelt regent får man også et godt indblik i danmarkshistorien generelt. Efter de oprindelige 47 afsnit er der også udkommet 11 appendiks om andre forskellige emner i danmarkshistorien – bl.a. Estrup, kolonitiden og Tycho Brahe – samt en miniserie om reformationen. Lyt og bliv klog.

SÅDAN HØRER PODCASTS I DIN ŠKODA

Afhængig af hvilken bilradio eller infotainmentsystem din ŠKODA har, er der forskellige måder til at få lyden fra podcasten ud i højttalerne.

AUX – kobl din smartphone til radioen med ledning via AUX-indgangen.

Bluetooth – afspil podcasts fra din smartphone via den trådløse forbindelse.

MirrorLink+/Apple CarPlay – få din iPhones postcast-app vist på infotainmentsystemets skærm, hvor det er nemt, hurtigt og sikkert at betjene den.

HVIS DU MISSEDE RADIOUDSENDELSEN

Langt de fleste udsendelser, der bliver sendt i radioen, kan også hentes som podcasts, så du kan høre dem, når du har tid. Her nogle af mest populære:

Mads & Monopolet – debatprogram om danskernes hverdagsdilemmaer med et panel af kendte danskere.

Den Korte Radioavis – satire-nyheder med den fiktive stjernejournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

P1 Orientering – to timer med dagens nyheder, interviews og baggrund.

Det, vi taler om – sladdermagasin med Ditte Okmann, der med gæster i studiet gennemgår ugens kulørte historier.

Harddiscen – nyheder og baggrund om den nyeste teknologiske udvikling.