BEVAR OPMÆRKSOMHEDEN I TRAFIKKEN

Uopmærksomhed er årsag til 28 procent af uheld og farlige situationer i trafikken. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension. Heldigvis er der forskellige ting, som du kan gøre for at bevare opmærksomheden, ligesom en række af ŠKODAs assistentsystemer kan hjælpe dig.

KOM UD AF BOBLEN

Kender du det, at du ikke kan huske, hvordan kørslen er foregået de sidste par kilometer? For selvom du sidder bag rattet og kører bilen, er du ikke opmærksom. Måske taler du med børnene på bagsædet, planlægger aftensmaden eller tænker på en vigtig opgave fra jobbet.

Måske kommer din yndlingssang i radioen, og du er nødt til at synge med. Eller måske har du ikke fået nok søvn og sidder og synker hen i dine egne tanker. Hvis du gør, er der grund til at læse med her – for den uopmærksomhed er direkte farlig.

MERE OPMÆRKSOMHED, FÆRRE ULYKKER

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, hvor man interviewede 4.362 bilister, der har kørt galt eller været tæt på. Og 28 procent af bilisterne mente, at ulykken eller den farlige situation opstod, fordi de var uopmærksomme.

Tallet bliver understøttet af tal fra Vejdirektoratet, der viser, at uopmærksomhed er involveret i cirka en tredjedel af alle trafikulykker. 80 procent af de adspurgte i undersøgelsen mente, at ulykken eller næsten-ulykken kunne have været undgået, hvis de havde været mere opmærksomme og til stede.

5 GODE RÅD, HVIS OPMÆRKSOMHEDEN RYGER

Undersøgelsen viser, at det ikke kun er ting – passagerer, GPS'en eller smartphonen – der afleder opmærksomheden fra vejen. Det kan lige så godt være ens egne tanker eller uoplagthed. Effekten er imidlertid den samme: Risikoen for uheld øges.

For at forhindre det, har Rådet for Sikker Trafik udarbejdet fem råd, du kan bruge, hvis du sidder og taber koncentrationen bag rattet.

1. Hvis dine tanker er optaget af f.eks. en konflikt eller ting, du skal nå.

Mind dig selv om, hvor du er lige nu, og hvor du skal hen. Få opmærksomheden tilbage til trafikken og dig, der kører bilen. Orienter dig i spejlene, kig på trafikken, og fortæl dig selv, hvad du ser.

2. Hvis vejen er monoton, og du begynder at dagdrømme, eller du ikke kan huske din kørsel de sidste par kilometer.

Afbryd det monotone ved f.eks. at skifte radiokanal. Stop bilen, hvis det er muligt, og hold en kort pause på tre-fire minutter. Stig ud af bilen, drik en tår vand, og kør videre.

3. Hvis du er stresset over, at du er ved at komme for sent.

Prøv at acceptere situationen, og bevar roen, så det ikke påvirker din kørsel negativt. Har du håndfri mobiltelefon, så giv besked om, at du er forsinket. Har du en passager med, så få passageren til at gøre det for dig.

4. Hvis du føler dig træt.

Hold ind til siden, når det er muligt, og tag en powernap på 15-20 minutter, før du kører videre. Det er det eneste, der effektivt virker mod træthed.

5. Hvis andre trafikanter gør noget, der irriterer dig.

Lad være med at hidse dig op over det. Sig pyt, og glem det. Hvis du bruger din energi på at være sur på andre, går det udover din egen kørsel. Accepter, at alle kan lave fejl i trafikken.

Du kan også få en hjælpende hånd fra din ŠKODA, hvis du sidder og taber koncentrationen. ŠKODA har en række assistentsystemer, der både kan advare dig og hjælpe dig.

TRÆTHEDSOVERVÅGNING

Træthedsovervågningen holder øje med, om du er træt og bør holde en pause. Systemet sammenligner din kørsel med dit generelle kørselsmønster på turen samt typiske tegn på træthed under kørsel. Det kan være f.eks. være hyppige og hurtige tag i rattet for at justere af kørselsretningen.

Hvis du har kørt mere end 15 minutter og kører over 65 km/t., vurderer systemet løbende, om du bør tage en pause, og viser i så fald en kaffekop i MaxiDot-informationsdisplayet kombineret med et akustisk signal. Træthedsovervågning er tilbehørsudstyr og kan eftermonteres.

FRONTASSISTENT

En radar overvåger trafikken foran bilen. Systemet advarer dig og forbereder en opbremsning, hvis du bør bremse. Bremser du ikke, griber frontassistenten ind og nedbremser bilen. I nogle af ŠKODAs modeller har frontassistenten tilmed fodgængerbeskyttelse, så den også holder øje med fodgængere, som krydser vejen.

VEJBANEASSISTENT

Ved hjælp af et kamera i forruden/bakspejlet holder systemet øje med vejstriberne og hjælper dig med at blive i den valgte vognbane. Der er to indstillinger: I den ene indstilling sørger systemet for, at din ŠKODA holder sig midt på vejbanen mellem striberne.

I den anden indstilling griber systemet først ind, hvis du er på vej til at overskride en afstribning. I begge indstillinger hjælper automatiske ratbevægelser dig til at blive på ret kurs. Når du selv vælger at skifte vognbane ved at aktivere blinklyset, forholder systemet sig passivt.

BLIND SPOT DETECT

Blind Spot Detect holder øje med biler i blinde vinkler, når du for eksempel vil overhale, eller ved motorvejssammenfletninger, hvor biler kan komme 'snigende' bagfra i højre side. To radarer overvåger de bagfrakommende biler, og når der kommer en bil, lyser et lille LED-ikon i sidespejlet i den side, hvor den vil passere. Hvis du alligevel går i gang med at trække ind eller ud, begynder ikonet at blinke, mens der lyder en akustisk advarsel.