OPLADNING I STEDET FOR TANKNING?

INNOVATION MOBILITET

eMobility handler ikke kun om elbiler. Opbygningen af den tilhørende infrastruktur er afgørende for udviklingen. Elbilsbrugere vil bruge mere tid på at planlægge længere ture, og det vil gradvist ændre deres kørevaner.

Masseudbredelsen af elbiler ligger stadig lidt ude i fremtiden, men interessen for dem stiger, og flere mennesker bliver opmærksomme på eMobility. Men hvis eMobility skal udbredes, skal den først overvinde nogle udfordringer med hensyn til infrastruktur og opladning.

Jeg siger ofte, at udbredelsen af elbiler er en slags brudlinje for hele bilindustrien. Vi taler ikke blot om drivlinjen og ændringen af bilerne, men også om brugervaner og den måde, som mennesker tænker mobilitet på”, siger Marián Nič, som er Project Manager for eMobility hos ŠKODA AUTO DigiLab. Han forklarer, at elbilsbrugerne gradvist vil vænne sig til, at opladning fungerer anderledes end at fylde tanken til en forbrændingsmotor. Ved planlægningen af ture vil elbilsbrugerne begynde at tænke mere på, hvornår og hvor deres bil kan blive opladet. Ifølge Nič vil vi blive vant til det på samme måde, som vi var nødt til at vænne os til at bruge mobiltelefoner og bærbare computere uden for hjemmet eller kontoret: ”Når jeg smutter ind for at købe noget i et shoppingcenter, og en oplader er tilgængelig, er det en mulighed for i hvert fald at give min bil lidt ekstra strøm, der vil forlænge bilens aktuelle rækkevidde”. Marián Nič

               Marián Nič - Project manager for eMobility at ŠKODA AUTO DigiLab

Nič mener, at i takt med at antallet af elbiler på vejene stiger, vil antallet af ladepunkter også stige, og at opladningsnetværket vil blive tættere. Hvis vi ser endnu længere fremad, vil vi ikke længere skulle bekymre os om, hvorvidt en offentlig ladestation vil være tilgængelig på vores destination, om den nu virker, eller om den vil være ledig.

HVOR VIL DET BLIVE MULIGT AT OPLADE BILERNE?

Det antages, at de fleste vil oplade deres elbil hjemme i deres garage. Men hvad med dem, der ikke har en garage? Vi er nødt til at tænke på at opbygge en let tilgængelig offentlig opladningsinfrastruktur. Nič beskrev de forskellige tilgange til opbygningen: “Hvis vi kigger på udlandet, kan vi se, at en af mulighederne er at opføre ”opladningscentraler” – mange lynopladningsstationer på ét sted med rigelig strømforsyning. De kan opstilles af forskellige udbydere. Disse centraler vil have mange optimalt tilpassede ladepunkter. En anden mulighed i nogle byområder kunne være et større antal mindre effektive opladningspunkter, hvor du kan oplade din bil over længere tid – måske natten over. Nogle energiselskaber tilbyder allerede nu opladning med ”intelligente offentlige gadelygter”. I henhold til Marián Nič er det vigtigt, når man køber en elbil, at man har et sted, hvor bilen kan oplades – også selv om man ikke har sin egen garage eller kan parkere på sin egen grund.

”Jeg tror, at vi i mindre byer snart vil se en opladningsinfrastruktur, som primært opbygges hos autoriserede bilforhandlere og bilværksteder og på parkeringspladserne ved shoppingcentre. Opførelsen af offentligt tilgængelige lynopladningsstationer på afstand af større bebyggede områder og større transportruter vil stadig ligge lidt ude i fremtiden”, udtaler Nič, mens han funderer over udviklingen i fremtiden.

HVILKE OPLADNINGSMULIGHEDER FINDES DER?

Kort sagt kan de fleste af nutidens offentligt tilgængelige opladere opdeles i to primære kategorier efter opladningshastighed: Den langsommere opladning med vekselstrøm, som normalt varer flere timer, og den hurtigere opladning med jævnstrøm. Afhængigt af faktorer som opladerens kapacitet og elbilens parametre kan ”lynopladningsstationer” med jævnstrøm i nogle tilfælde oplade et batteri på minutter. Marián Nič illustrerer forskellen med en nyere Volkswagen e-Golf med en batterikapacitet på 36 kWh som eksempel. Med en vekselstrømsoplader og en effekt på 22 kW kan bilen oplades på ca. 4 timer, mens opladningen kun varer ca. 40 min. med en hurtigere 50 kW jævnstrømsoplader. I modsætning til førere af komplet eldrevne biler, der udelukkende kører på batteri (BEV), behøver ejerne af plug-in-hybridbiler (PHEV) ikke at være helt afhængige af kvaliteten og tætheden af lynopladningsnetværket. PHEV-biler har både en forbrændingsmotor og en elmotor, så batterierne ikke skal oplades så ofte – måske kun en gang om ugen. Elmotoren kan bruges til korte køreture i bytrafikken, mens den traditionelle motor anvendes på længere ture.

Derfor vil plug-in-hybridbilerne have en rækkevidde på niveau med biler med forbrændingsmotor. Man arbejder også på andre opladningsmetoder til elbiler. I november 2018 begyndte ŠKODA AUTO DigiLab at teste en mobil ladestation kaldet E-MONA. Denne alternative opladningsmulighed giver elbilsbrugerne større sikkerhed og fleksibilitet i planlægningen. Stationen kan bookes via chat, sms eller telefon. “Vi tester i øjeblikket rækkevidden for at finde ud af, hvor og hvor lang tid det vil tage at komme frem til en lokation under forskellige vejrforhold”, udtaler Nič. I fremtiden vil det være muligt at spore individuelle kurerer på et kort og estimere tidspunktet for deres ankomst i overensstemmelse hermed. Planen omfatter også opladning med jævnstrøm i stedet for vekselstrøm, da det vil forkorte opladningstiden og øge brugerkomforten. ”Begrænsningen ved denne mobile opladningsmetode er, naturligvis, rækkevidden, fordi kureren trækker den mobile oplader bag en elcykel”, fortæller Nič. “Derfor arbejder vi med E-MONA som en løsning på mobil opladning i byerne”.

 

UDVIKLING AF INFRASTRUKTUREN

Opførelsen af opladningsinfrastrukturen afhænger af ændringen og udviklingen af ladestationer på parkeringspladser og rastepladser samt ved restauranter, tankstationer og andre tilsvarende steder langs de større veje. Det betyder, at man kan få noget at spise og drikke, mens bilen bliver opladet, eller at børnene kan få rørt sig lidt på en legeplads i nærheden. Marián Nič afviser også bekymringer om, at elsystemet vil blive påvirket negativt på grund af den potentielle hurtige udrulning af eMobility i nogle lande: “De fleste elselskaber og eksperter i Tjekkiet og andre omkringliggende lande har udtalt, at planerne om opførelse af en opladningsinfrastruktur ikke udgør nogen reel risiko for en overbelastning af eldistributionssystemet eller strømsvigt”. Måske er Tjekkiet og Polen de centraleuropæiske lande, hvor man har gjort størst fremskridt med opbygningen af opladningsinfrastrukturen. ”Men i forhold til Holland eller Tyskland er de centraleuropæiske lande bagud, når det gælder tætheden i netværket af ladestationer, der allerede er i funktion, og opførelsen af nye ladestationer”, udtaler Nič og tilføjer, at dette fremgår mest tydeligt på motorvejene.

Med den stigende tæthed i netværket af ladestationer

Vil det blive meget nemmere at køre lange ture i en elbil. Snart vil ladestationer være lige så almindelige som tankstationer er i dag. Og så vil de blive endnu mere udbredt.

 

UDFORDRINGER

Marián Nič fortæller, at der bør være masser af mennesker, der er interesseret i opladning. ”Vi forventer, at antallet af elbilsbrugere vil stige eksponentielt, selv om der findes skeptikere, der påstår at væksten ikke vil blive nær så dramatisk”. Stigningen i antallet af elbiler og udviklingen af infrastrukturen kan også blive påvirket af forskellige incitamenter. Og det gælder ikke kun EU-lande. Man ser også andre metoder til at fremme salget af elbiler og udvikle opladningsinfrastrukturen – fx i Australien, USA og de udviklede lande i det sydlige Asien. Med et stort pres for brugervenlighed kan vi antage, at den opladningshastighed, som i dag eksisterer til opladning af luksuselbiler, snart vil blive den teknologiske standard. Spørgsmålet er, om denne type lynopladning vil blive betragtet som en premiumservice i forhold til andre opladningsmetoder, der ofte tager længere tid, men ikke er så energiintensive. IONITY-projektet, som også omfatter Volkswagen Groups mærker, er et af de projekter, hvor der arbejdes på superhurtige opladningsnetværk. Projektet har som formål at opstille over 400 lynopladere med en effekt på op til 350 kWh langs de vigtigste europæiske motorveje. Disse opladere vil levere meget hurtig opladning på nogenlunde samme tid, som det i dag tager at tanke en bil med forbrændingsmotor.

NU OG I FREMTIDEN

I henhold til nogle scenarier kan fremtidens elbiler erstatte batterilagringsfaciliteter med stor kapacitet, der ikke er så sjældne i dag. Tvært imod: Elbilerne kan blive en kilde til strøm til hjemmet eller kontoret, og hvis der er mangel på strøm i spidsbelastningsperioderne, kan man anvende billigere strøm fra bilernes batterier. ”Vi befinder os på et sted nu, hvor vi tester og simulerer prisbesparelser. Der gennemføres forsøg med henblik på at reducere det samlede energitab i denne cyklus. Flere optimistiske modeller for hurtig udvikling af elbiler og stigningen i batterikapaciteten arbejder ud fra den målsætning, at elbilerne bliver den største fleksible energikilde”, fortæller Nič som afslutning. Det Internationale Energiagentur (IEA) rapporterer, at antallet af elbiler i drift i 2017 er steget med 54 % til ca. 3,1 millioner på verdensplan. I henhold til agenturet vil det tal vokse til 125 millioner frem mod 2030. Den største vækst forventes at ske i Europa og Kina, hvor andelen af elbiler kan være helt op til 25 % i 2030.