TJEK MILJØZONERNE SYDPÅ

Sommeren er ferietid. Men hvis du tager bilen til en af de europæiske byer, der er populære feriemål for mange danskere, skal du se dig for. Flere af dem har miljøzoner, der kan spolere fornøjelsen.

BERLIN

Ifølge Hotels.com er den tyske hovedstad danskernes yndlingsby, når vi skal udenlands. Der er også meget at komme efter – især kulturelt. Byens centrum, Mitte, er fyldt op med historiske monumenter, museer, bygninger og pladser, der alle er turen værd. Men før du kører ind til seværdighederne, döner-kebab og carrywurst, skal du være opmærksom på, at de indre dele af byen er omfattet af en miljøzone. Her skal din bil være godkendt og have det grønne miljømærke i forruden. Ellers falder hammeren, og du får en bøde på 80 euro (cirka 600 kr.). For at få mærket skal din bil være indregistreret efter 1. januar 2006, hvis den kører på diesel, eller efter 1. januar 1993, hvis den kører på benzin. Er din bil ældre, må du parkere uden for miljøzonen og tage U-Bahn.

Du kan købe mærker i forvejen hos FDM eller Applus Bilsyn, eller du kan købe dem i alle TÜV-butikker i Tyskland. Mærkerne koster cirka 160 kr., og husk, at din bils registreringsnummer skal påføres, før det er gyldigt. Mærket gælder, så længe bilen har det samme registreringsnummer. Berlin er ikke den eneste tyske by, hvor du skal have det grønne miljømærke – det gælder også i bl.a. München, Freiburg og Bonn – mens andre byer accepterer det gule mærke, der stiller lidt mindre krav til din bil. Se hvilke byer, der har miljøzoner her, og læg mærke til, at Hamburg (den tredjemest populære by at rejse til for danskere ifølge Hotels.com) ikke har en miljøzone.

PARIS

Eiffeltårnet, Triumfbuen, Louvre, Notre Dame, Champs-Élysées – byernes by frister med en række seværdigheder, der gør den til nummer fire på listen over populære rejsemål for ferieglade danskere. Men det kræver et miljømærke at køre inden for ringvejen (Boulevard Périphérique) og ind til den franske stads herligheder. Mærket hedder Crit'Air og har niveauer fra 5 (dårligt) til 0 (godt), og fra 1. juli skal din bil være godkendt til niveau 4, hvis den er en dieselbil, og niveau 3, hvis det er en benzinbil for at køre i byen mandag til fredag mellem klokken 8:00 og 20:00. For at få den godkendelse, skal dieselbiler være indregistreret efter 1. januar 2011, og benzinbiler efter 1. januar 1997. Bøden for at bryde reglerne ved enten ikke at have et mærke eller at køre i en zone, som din bils mærke ikke lever op til, er 68 euro (cirka 500 kr.).

Mærket bestilles via det franske ministerium for miljø, energi og hav, og ifølge det tager det op til 30 dage, før du modtager det. Så du skal være ude i god tid. Til gengæld er det billigt (62 kr. med forsendelse). Mange franske byer arbejder på at få lignende ordninger, men der er ikke et overblik over, hvilke der får det, hvornår det sker, eller hvor strikse kravene bliver i de enkelte byer – for det beslutter kommunerne selv. Derfor er det en god idé, at købe mærket og have øjnene med dig, hvis ferien foregår i det franske.

ROM

Der er mange ting, der hvert år lokker danskere til Rom. Som om maden, caféerne og charmen ved den 2.700 år gamle by ikke er nok, er der også seværdigheder nærmest om hvert et gadehjørne – f.eks. Vatikanet, Peterskirken og Det Sixtinske Kapel, Forum Romanum, Colosseum, Den Spanske Trappe, Trevi-fontænen og Pantheon. Men du skal passe på, hvis du kører derind i bil. Byen er omfattet af et mylder af regler og miljøzoner, der som den italiske trafik generelt er vanskelig at manøvrere i. Et lille eksempel: Det er ikke tilladt at køre i centrum samt i to andre områder af det indre Rom på hverdage i dagtimerne. Om lørdagen er det ikke tilladt mellem 10:00 og 19:00 i nogle områder og mellem 14:00 og 18:00 i andre. Det samme gælder mellem 23:00 og 03:00 fredag og lørdag, og i sommerhalvåret gælder det også onsdag og torsdag. Tidsbegrænsningerne bliver i øvrigt ændret afhængig af niveauet af luftforurening.

Ja, det er meget kaotisk, men reglerne bliver håndhævet med kamerakontrol, og kører du ind i en miljøzone uden tilladelse, kommer bøden (typisk på 70 euro eller cirka 520 kr.) med posten. Du kan gøre to ting – holde øje med skiltene med 'Zona a Traffico Limitado', eller bedre endnu parkér uden for byen og tag offentlig transport i stedet. Kaosset er slemt i Rom, men mange andre byer har lignende zoner om deres bymidter. Derfor skal du også her have øjnene med dig – det er for øvrigt altid en ekstra god idé i den italienske trafik.

FLERE REGLER

Miljøzonerne er kommet for at blive, og flere lande arbejder på at indføre dem, og i de lande, hvor de er indført, arbejder flere byer på at anvende lovgivningen. Udover Tyskland, Frankrig og Italien er der også en miljøzone i Belgien, hvor man skal registrere sin bil i forvejen, hvis man vil køre i centrum af Antwerpen. Her må dieselbiler, der er indregistreret før 1. januar 1997 ikke køre, og det samme gælder benzinbiler, der er indregistreret før 1. januar 1993. Biler der er ældre end 40 år og dieselbiler, der er indregistreret efter 1. januar 2001, men som ikke har partikelfilter, må køre her mod betaling. Alle biler skal registreres på forhånd, ellers koster det 125 euro (930 kr.).