LIVET I LABORATORIET

RIVEMASKINE MED RIV I

Håndkraft er ikke nok til at teste holdbarheden af sædebetræk! Alle tests udføres af en rivemaskine, der måler værdier for trækstyrke og deformationsgrænser. Den kan trække et stykke rustfrit stål i stykker, som om det var papir.

HÅRDT MOD HÅRDT

Sammenlignet med styrketests er det relativt hurtigt og let at fastslå hårdheden. Den såkaldte hårdhedsmåler måler diameteren af et stykke støbejern fra en bremsetromle.

VENTIL UNDER MIKROSKOPET

Farvesammensætningen af alle de lyserøde og lilla nuancer, der eksponeres af kobberfaserne under mikroskopet, er smuk at se på. Hvad er det egentlig, man analyserer her? Det er strukturen i en ventil fremstillet af stål, som blev forberedt med slibning, polering, kemisk ætsning og til sidst ved at hælde epoxy over.

ELEKTRONERNE SPRINGER

Forventer du at se reagensglas, pipetter og kolber? Den tid er forbi, når den kemiske sammensætning skal fastslås. Det hele klares i dag af disse instrumenter og de målinger, de giver. For at illustrere det testes her stål fra en gearaksel. Maskinen registrerer den måde, elektronerne springer fra atomerne, og ved at vælge en typisk bølgelængde får man oplysninger om de kemiske elementer i den analyserede stålprøve.

TEST I SALTTÅGE

Endelig noget genkendeligt ... det må være vaskerummet?! Der er et kar, vaskemaskine og en håndvask. Faktisk er det korrosionskammeret, og i stedet for tøj er det bildele, der vaskes her – i vand eller salttåge. Det simulerer modstandsdygtigheden på delenes overflade.

HØJFJELDSSOL TIL OCTAVIA

Efter turen under den kolde bruser vil man gerne have varmen igen. Og til det formål er der ikke noget bedre sted end emissionskammeret, hvor emissionen af stoffer måles ved 23 °C og 65 °C. Til sidst er det her en Octavia, som bliver varmet godt op af infrarøde stråler i fem timer.

SANDPAPIR PÅ SÆDET

Stilheden i laboratoriet brydes af en dæmpet summen. En maskine arbejder utrætteligt. Den gnider ustandseligt med forskellige materialer – inklusive sandpapir – mod forskellige sædebetræk. Den summende lyd stiger fra 5.000 til 50.000 omdrejninger i minuttet! Materialet skal forblive intakt selv under disse ekstreme forhold. For at sikre, at kvaliteten kan modstå tidens tand, accelereres tiden kraftigt her!

GLAS UNDER LUP

I laboratoriet testes alle de forskellige typer af glas for at sikre, at de er stærke og giver passagererne et godt og uforstyrret udsyn til vejen og omgivelserne, der passerer forbi bilens ruder. Man finder afvigelser og fejl, der er usynlige for det blotte øje.

INGEN LØSE SKRUER

I boltcenteret har teknikerne det vigtige ansvar at kontrollere, om skruerne og boltene er tilspændt korrekt og sidder godt fast. Der er jo trods alt ikke nogen, der har lyst til at køre rundt med løse skruer, og teknikerne sørger for, at det aldrig kommer til at ske. De sammenligner data med de fastsatte standarder, fastsætter acceptable tolerancer og simulerer de individuelle faser i fastgørelsesprocessen.