10 spørgsmål om elbiler

Bilens fremtid er elektrisk. Men hvad betyder det i praksis? Hvor langt vil bilerne kunne køre, hvordan vil vejret påvirke deres ydeevne, og hvordan vil det ændre køreoplevelsen? Vi besvarer de 10 mest almindelige spørgsmål.

Hvad er forskellen på elbil og en plug-in-hybridbil?

Både hybrid og elbiler er udstyret med et stik til opladning, men ellers er de forskellige. Plug-in-hybridbilen er kombinationen af en klassisk forbrændingsmotor med en elektrisk motor og et batteri, som både oplades via et ladekabel og under kørsel. Den kan køre på el alene, men så er rækkevidden typisk begrænset til 30-50 km. Når batteriet er afladt, kører man videre på forbrændingsmotoren.

Elbiler har kun en elmotor og et batteri. Til gengæld er batteriet større og giver en rækkevidde på el, som er op til 10 gange længere.

Hvor oplader man batteriet, og hvor lang tid tager det?

Du kan oplade en elbil eller plug-in-hybridbil overalt, hvor der er en stikkontakt. Men det bør ikke være den daglige måde at oplade elbilen på. Dels kan det overbelaste ældre elinstallationer, det tager lang tid, og ladetabet er større. Altså koster det mere at lade batteriet op. Det anbefales, at du bruge en ladestander eller ladeboks til opladning. Du kan typisk finde ladestandere på parkeringspladser og i parkeringshuse i de fleste større byer. Hvis du bor i hus, bør du have en ladeboks, som er din egen ‘tankstation’, disse kan du få installeret af den leverandør du vælger.

Afhængig af hvor meget strøm ladestander eller ladeboksen kan afgive, hvor meget strøm elbilen kan modtage, og hvor stort batteriet er, tager en fuld opladning 4-8 timer. Derudover kan mange elbiler – men endnu ingen plug-in-hybridbiler – også hurtiglade ved hurtigladestationer, som bl.a. er placeret på tankstationer langs motorvejene. Der tager det typisk 30-60 minutter at lade batteriet op til 80 procent. De sidste 20 procent tager forholdsvis længere tid.

Kan man oplade en elbil i regnvejr?

Ja, der ingen risiko for elektrisk stød eller skade på bilen. Der er flere niveauer af beskyttelse. F.eks. løber der ikke strøm gennem ladekablet, før det er sat i både ladeboksen og elbilens stik, og før at både oplader og elbil er klar. Tilsvarende kan du også trygt køre en elbil i en bilvask.

Kan man køre en elbil om vinteren?

Ja, men lave temperaturer gør rækkevidden kortere, fordi den indre modstand i batteriet øges. Samtidig bruger man også el på opvarmning af bilen.

Hvor mange kilometer eller opladninger kan et batteri klare?

Batteriets levetid i elbiler er meget lang. Erfaringer fra lande, hvor elbiler f.eks. bliver brugt som taxier, viser, at batterierne har cirka 90 procent af deres oprindelige kapacitet efter 300.000 km. Desuden kan man reparere batteriet i en elbil ved at udskifte de battericeller, som er defekte. Selv når elbilens batteri er udtjent, kan det stadig bruges til andre formål. F.eks. er der forsøg med at bruge dem som såkaldte powerpacks i bygninger, hvor de så bliver ladet op, når strømmen er billig, og afgiver den i bygningen, når strømmen er dyr. Derudover går udviklingen stærkt med hensyn til at kunne genbruge batteriet op mod 100 procent. Ikke mindst det dyre litium, der er en vigtig bestanddel i et moderne elbilbatteri.

Er elbiler ikke farlige i uheld?

Elbiler skal leve op til de samme skrappe krav som konventionelle biler i kollisionstest. Batteriet er ikke eksplosivt i en ulykke, og desuden har elbilen ingen gearkasse- eller motorolie, som kan bryde i brand ved en kollision. Batteriet er helt isoleret fra resten af bilen, og i tilfælde af en ulykke bliver systemet afbrudt. Hvis det alligevel sker, at et elbilbatteri bryder i brand, er branden sjældent eksplosiv. Til gengæld kan det tage lang tid at slukke den, fordi ilden fortsætter med at brede sig i batteriets celler.

Hvordan kører en elbil?

En elbil er ikke anderledes at betjene end en konventionel bil med automatisk gearkasse. Den har også en speeder- og bremsepedal og en gearvælger med P, R, N og D. Men kørslen er meget mere lydløs, fordi der ikke er støj og vibrationer fra motor og udstødning. Desuden har elbilen en hurtig og jævn acceleration, fordi alle kræfter er til stede lige fra start, og fordi en elbil ikke har en gearkasse, som skal skifte gear. Når du skal bremse en elbil, gør du det primært ved bare at slippe speederen, hvorved elbilen ‘motorbremser’ og bruger energien til at lade batteriet, ligesom du heller ikke slider på bremserne. Bremsepedalen bruger du primært til hårde opbremsninger. Batteriet gør elbilen tungere end en konventionel bil, men da det som regel ligger i bunden af bilen, giver det et lavt tyngdepunkt og stabile køreegenskaber.

Tager batteriet en masse plads i bilen?

I nogle elbiler snupper batteriets placering noget af pladsen i bagagerummet, men i de nyeste generationer elbiler er batteriet placeret i bunden af bilen, hvor det ikke er i vejen og giver en flad bund i kabinen. Apropos bagageplads fylder en elmotor meget mindre end en brændstofmotor med en gearkasse, hvilket frigør plads. F.eks. har konceptbilen ŠKODA VISION E et bagagerum både foran og bagved.

Kan alle elbiler køre selv? Og hvad går det egentlig ud på?

Elbiler og selvkørende biler er kommet frem på samme tidspunkt, men det er to forskellige teknologier. Konventionelle biler kan være selvkørende på samme niveau som elbiler, og elbiler kan omvendt køres uden hjælp fra assistentsystemer. Der er fem niveauer for, hvor selvkørende en bil er. På nuværende tidspunkt er de fleste biler på niveau et eller to, hvor en adaptiv fartpilot kan bremse og accelerere bilen, og en vognbaneassistent kan hjælpe med at holde den midt i vognbanen. På niveau tre behøver føreren ikke engang at holde øje med vejen på udvalgte strækninger som f.eks. motorveje – altså i det omfang at lovgivningen tillader det. Konceptbilen ŠKODA VISION E er selvkørende på niveau tre. Det helt store gennembrud vil komme med niveau fire, hvor bilen vil kunne klare hele rejsen, uden at føreren skal foretage sig noget. Niveau fem omfatter også offroad kørsel og andre ekstreme forhold.

Hvilke andre teknologier vil elbiler komme med?

Den nye generation af elbiler byder alle på en masse spændene nye teknologier, og udvikling sker meget hurtigt. Derfor er det svært at vide præcis hvilke nye teknologier vi får og se. Men der er ingen tvivl om at bilerne får mere sofistikeret og selvkørende teknologi som vil ændre den måde vi bruger vores biler. I ŠKODA VISION E er der f.eks. store infotainmentskærme til alle passagerer, man kan lade sin smartphone trådløst i sidedøren, ligesom indbygget internet giver nye muligheder for underholdning og ruteplanlægning.