ŠKODA 1100 OHC - EN RACERBIL FØDT TIL SEJR

ŠKODA 1100 OHC - 200 KM/T. PÅ TOPPEN

Den kørte på flybrændstof og vandt løb med op til 200 km/t. Den unikke racerbil ŠKODA 1100 OHC blev født for 60 år siden i Mladá Boleslav. I dag er den en eftertragtet sjældenhed.

Udviklingen af en tosæders åben racerbil med den interne betegnelse 968 begyndte i 1956. I slutningen af året blev prototypen ŠKODA 1100 OHC præsenteret for verden. Den blev bygget på et chassis baseret på en svejset ramme af tyndvæggede rør og bygget til udholdenhedsløb på bane. Denne røde skønhed var 3,88 meter lang, 1,43 meter bred, 0,96 meter høj og havde en akselafstand på 2,2 meter. På grund af det meget lette glasfiberkarrosseri vejede hele bilen blot 550 kg.

SEJR I MLADÁ BOLESLAV

Bilens hjerte var en firecylindret rækkemotor med en slagvolumen på 1.089 cm3 og to overliggende knastaksler. Den ydede 92 hk ved 7.700 omdr./min., men den kunne klare helt op til 8.500 omdr./min. En ydelse på 85 hk pr. liter slagvolumen var noget af en bedrift på den tid. Den brugte højoktan flybenzin som brændstof. Motoren var placeret foran, mens koblingen, den femtrins gearkasse og slutdrevet var placeret bagi i form af en enkelt enhed.

Den lave vægt, det elegante karrosseris aerodynamiske egenskaber og den højtydende motor gav bilen fremragende acceleration og en tophastighed på op til 200 km/t. Bilens ideelle vægtfordeling bidrog til de fremragende køreegenskaber. Med en fører på 75 kg var vægtfordelingen 49,7 til 50,3 procent i den drevne bagaksels favør.

SEJR I MLADÁ BOLESLAV

Også de uafhængige hjulophæng var et vigtigt bidrag til køreegenskaberne. Der var en trapezaksel foran, mens bagakslen benyttede affjedring med trekantet semi-trailing arm. Førerne roste det præcise og hurtige styretøj samt det aftagelige treegede rat, der lettede adgangen til førersædet. Sidst i 1950'erne var affjedringen af de 15" trådfælge med torsionsstænger også særdeles avanceret.

Den første offentlige præsentation af den nye bil endte med en sejr på racerbanen. Miroslav Fousek, en erfaren fabrikskører, kørte ŠKODA 1100 OHC til sejr på banen i Mladá Boleslav i juni 1958. På grund af den komplicerede politiske situation i 1950'ernes og 1960'ernes Europa lå bilens fremtid primært på baner i de socialistiske lande.

NYT LIV TIL COUPÉ

I slutningen af 1957 blev der bygget to åbne prototyper med lette glasfiberkarosserier. I 1959 byggede designerne i Mladá Boleslav yderligere to 1100 OHC-coupéer med lukkede aluminiumskarrosserier. Ingeniørerne formåede at bevare de fremragende køreegenskaber, samtidig med at totalvægten blev holdt nede på 618 kg. I senere år blev begge coupéer totalskadet i ulykker i normal trafik. I dag forsøger eksperterne fra ŠKODA Museums restaureringsværksted at vække én af de to smukke biler til live igen ved hjælp af det bevarede chassis og motoren fra den oprindelige prototype.